Fra hulemenneske til storbyboer

Historien om væggelus er nogenlunde lige så lang som menneskets. Man kan faktisk sige, at det er mennesket, der har gjort væggelusene så succesfulde som de er, fordi vi modsat andre levende væsner har skabt dem en fantastisk niche, hvor de kan leve med masser af let tilgængelig føde i et behageligt miljø. Samtidig har de altid været forskånet for konkurrence fra andre parasitter, der som lus og lopper m.m. har specialiseret sig i andre dele af menneskets krop.

Væggelus og menneske: Ældgammelt parløb

Problemer med væggelus er ikke ligefrem nye. Forskning tyder på, at vi har delt hus – eller snarere hule – med dem i tusindvis af år, og at den almindelige væggelus stammer fra huler Mellemøsten, der har været beboet af både flagermus og mennesker. Væggelusen har muligvis suget blod af flagermus og andre pattedyr til at begynde med, hvorefter den er gået over til menneskeblod, da vi kom ind i billedet. Vi har sandsynligvis virket som et meget nemmere måltid!

I antikken bliver de bl.a. omtalt af den græske filosof og naturvidenskabsmand Aristoteles og senere af romerne, der mente, at væggelus kunne benyttes til medicinsk brug. De var relativt sjældne i store dele af Europa indtil fra det 17. århundrede, fx var de sjældne i England indtil 1670, hvor man bl.a. brugte sort peber, tobak, og forskellige urter mod de små bæster.

Væggelusens storhedstid

Det 20. århundrede var indtil 1950’erne den lille parasits storhedstid i den vestlige verden, fordi den var meget almindelig i mange hjem, ligesom den var en stor plage for soldater og befolkning under både Første og Anden Verdenskrig. Man mener, at fremkomsten af den konstante og pålidelige elektriske opvarmning har skabt gode vilkår for de varmeelskende insekter, der nu fik mulighed for at trives hele året rundt.

I midten af det 20. århundrede kom problemet med væggelus mere og mere under kontrol – i hvert fald i den industrialiserede vestlige verden. Årsagerne er mange, men den vigtigste er formodentligt, at der kom større fokus på problemet, og hvordan det kunne løses, fx kom der mere effektive bekæmpelsesmidler til i stedet for virkningsløse husgeråd, medierne beskæftigede sig mere med problemet ligesom boligstandarden blev forbedret i årene efter Anden verdenskrig.

Et stigende problem

I dag er problemet med den blodsugende tæge vendt tilbage med stor styrke, deres udbredelse og antal er stærkt stigende i Danmark og resten af den vestlige verden. Der er mange spekulationer om hvorfor, men én af årsagerne er måske, ligesom tidligere i historien, manglende fokus på problemet. Samtidig er væggelus ikke et problem, som de fleste af os forestiller os at komme i nærkontakt med – og netop det er måske det farlige!

Den øgede rejseaktivitet blandt verdens befolkning, bl.a. til og fra eksotiske destinationer, peger mange på som en vigtig årsag til, at vi oplever en voldsom stigning i væggelus herhjemme. De spreder sig nemlig hurtigt fra hotel til hotel og i sidste ende til folks hjem. Læs mere om den væggelusens historie her (på engelsk).


Print Friendly
The title of your home page